Nyhed

Nephew-trommeslager dj’er på Århus-indieklub

A-List på Sway med Søren Arnholt og Roskilde-optakt lørdag

Den århusianske indieklub A-List, der bliver afholdt ca. en gang om måneden på den århusianske klub Sway, er klar igen lørdag 12. juni. Bagmændene, Jesper Hvam og Martin Kjær, disker som sædvanlig op med alternativ rock ad libitum, og denne gang lægger de vægt på navne, man kan høre på årets Roskilde Festival, så man rigtigt kan komme i festivalstemning. F.eks. Pixies, Franz Ferdinand, Sahara Hotnights og Morrissey. Som vanligt har de også en gæste-dj. Og denne gang må timingen siges at være i orden:

Gæste-dj er nemlig Søren Arnholt, trommeslager i Nephew, der p.t. hitter stort med "En Wannabe Darth Vader" og tidligere på året gjorde det med "Movie Klip", og hvis længe ventede andet album, "USADSB", er klar 30. juni. Og som i øvrigt også kan opleves på Roskilde. Og hvad kan vi så vente:

– Jeg spiller mine egne yndlingsplader, f.eks. gammelt Depeche Mode, Talk Talk og Fun Lovin’ Criminals. Det er måske ikke så alternativt, men det er godt, siger Søren Arnholt til GAFFA.dk og tilføjer: – Jeg er meget spændt, for jeg har faktisk ikke prøvet at være gæste-dj før.


Får vi så også noget Nephew at høre? Måske noget fra det nye album?
– Ja, jeg er blevet opfordret til det af arrangørerne, for ellers ville jeg nok ikke have gjort det. Men jeg må kun spille de numre, der er blevet offentliggjort, så det bliver jo nok de to radiosingler, siger Søren Arnholt.

A-List vender tilbage flg. dage:
17. juli
14. aug.
18. sept.
23. okt.
20. nov.
11. dec.

Som vanligt får Klub GAFFA-medlemmer gratis adgang.


ANNONCE