Nyhed

Lionel Messi danner Oasis-hyldestband

Den argentinske fodboldstjerne vil tage på Europatour med sit fritidsorkester

Som vi tidligere har omtalt, er den argentinske fodboldstjerne Lionel Messi stor Oasis-fan. Messi lovede, at han ville gendanne og booke Oasis til en koncert i Argentina, hvis landet skulle vinde VM i fodbold. Det skete som bekendt ikke, men nu fortæller Messi til The Sun, at han har dannet et hyldestband til Oasis.

Messi har selv rollen som Noel Gallagher, altså guitarist og lejlighedsvis sanger. Han fortæller til The Sun, at en af hans holdkammerater fra Barcelona, hvor han til dagligt spiller, også er med i det unavngivne band, men hvem der er tale om, vil han endnu ikke afsløre.

Messi fortæller videre: "Vores forklædning er baseret på, hvordan Oasis så ud i midten af 90'erne. Vi har fundet vores parykker, tøj og solbriller. Jeg har også brugt meget tid på at indøve de rette manerer."


Messi fortæller videre, at han vil tage på turne med bandet, blandt andet til England - hvordan det så end kan passe sammen med et job som fodboldspiller på topplan - og at han har inviteret Noel Gallagher til at komme og se dem. Over for alle andre er det dog en hemmelighed, hvem der er med i bandet. "Hvis du kan gennemskue vores forklædninger, er der er god præmie," fortæller han.

På YouTube har en fan optaget af en bid af Messi, der synger Oasis' "Don't Look Back In Anger", og så kan man jo selv bedømme, om den 23-årige fodboldstjerne har en mulig fremtid som sanger, når han engang skal stille fodboldstøvlerne på hylden. Lyt selv med nedenfor.


ANNONCE