Nyhed

Liam: Oasis bliver først gendannet, når vi er på røven

... og det regner vi ikke med at blive lige foreløbig, fortæller Gallagher

Liam Gallagher har netop lanceret sit tøjmærke Pretty Green i forbindelse med åbningen af en Pretty Green-butik i Carnaby Street i London. I den forbindelse talte han med Sky News, der naturligvis gerne ville høre nyt om Gallaghers nye post-Oasis-band Beady Eye, som også tæller de tidligere Oasis-medlemmer Andy Bell, Gem Archer og Chris Sharrock.

Med vanlig selvtillid fortæller Gallagher, at Beady Eyes kommende, allerede indspillede album er "det bedste album, du kommer til at høre de næste 50 år", og at musikken er dybt påvirket af The Beatles, T-Rex og Jerry Lewis. Hvornår Beady Eyes debutalbum er på gaden, vides endnu ikke.

Til gengæld skal man ikke regne med nogen Oasis-reunion i stil med den, der for nylig er blevet annonceret mellem Robbie Williams og de øvrige medlemmer af Take That. Liam Gallagher siger:


"Den eneste grund til, at Oasis skulle blive gendannet, er hvis vi var på røven, og jeg er så langt fra at være på røven, som tænkes kan, og jeg kommer ikke til at være på røven i lang, lang tid. Tro mig, det kommer ikke til at ske."

Noel Gallagher har på sin side udtalt, at han regner med at udsende en soloplade i 2011, og han har heller ingen planer om at gendanne Oasis.

ANNONCE