x

Eminem slår engelsk hitlisterekord

Eminem slår engelsk hitlisterekord

Eminems nyeste album "Recovery" ligger i denne uge nummer 1 på den engelske albumhitliste for femte uge i træk. Dermed slår han ifølge Gigwise en engelsk rekord, idet der i England aldrig har ligget et hiphop-album på toppen af hitlisten i mere end en måned. Hvem der var indehaver af den tidligere rekord, oplyser Gigwise dog ikke.

Også i Eminems hjemland er "Recovery" blev en stor succes. Albummet gik direkte ind på toppen af Billboard-hitlisten og solgte ifølge Nielsen SoundScan 741.000 eksemplarer i den første uge, hvilket i disse piratkopitider må siges at være særdeles pænt. Faktisk har det været det hidtil bedste salg i en plades første uge på gaden i USA siden AC/DC's "Black Ice", der i oktober 2008 solgte 784.000 eksemplarer den første uge. I de følgende fire uger har albummet også ligget solidt i toppen af hitlisten.

Singleforløberen "Not Afraid" debuterede også på Billboard-hitlistens førsteplads, men opfølgeren, "Love The Way You Lie", debuterede på en andenplads, hvorefter singlen den følgende uge steg til førstepladsen.

Herhjemme ligger "Recovery"-albummet i skrivende stund på en niendeplads på hitlisten. Singlen "Love The Way You Lie" ligger på en syvendeplads, mens "Not Afraid" huserer på plads nummer 28.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA