Den internationale opmærksomhed skærpes for det danske jazzballet-band
Når ”Spider-Man 2”-filmen får premiere den 7. juli, bliver den fulgt til dørs af et soundtrack, der indeholder et bidrag fra Mew. Den danske rock-kvartet har doneret den velbetitlede ”She Spider” fra deres seneste album ”Frengers” til soundtracket, der dog kun kan erhverves med det danske bidrag i England.
Blandt de øvrige navne på soundtracket kan Jet, Maroon 5, Brian May, Lostprophets, Hoobastank, Train og Dashboard Confessional nævnes.
Som tidligere skrevet her på sitet er bandet i fuld gang med at arbejde på opfølgeren til sammenskuds-albummet “Frengers”, der udkom i starten af sidste år. Albummet, der har fået arbejdstitlen ”Saviors Of Jazzballet”, bliver produceret af sværvægteren Michael Bienhorn, der har producer-tjanser for navne som Aerosmith, Hole, Korn, Marilyn Manson, Ozzy, Red Hot Chili Peppers og Soundgarden på cv’et.
”Saviors Of Jazzballet” forventes ude i slutningen af året.