x

Crocell drager på Europatour

Crocell drager på Europatour

Crocell har siden 2007 gjort sig bemærket på den hjemlige metalscene, hvor de blandt andet har scoret en udnævnelse som årets metaltalent ved Danish Metal Awards (DMeA) 2008. Herudover har de også skabt et navn for sig selv via deres energiske koncerter på blandt andet på Spot Festival, Metal Royale Fest, Ålborg Metal Festival og Devilstone Open Air i Litauen.

Senest i nærværende medie er bandet blevet anmeldt af GAFFAs Rebecca Thuesen, der gav dem følgende ord med på vejen til RoyalMetal Fest i Århus:

"Vi får et sæt præget af de tunge grooves, der er kendetegnet for Crocells thrash-prægede dødsmetal, og den fine balance mellem skrig og growl, som frontmand Magnus Jørgensen klarer så godt. Der præsenteres en del nyt materiale, for drengene er nemlig tilbage i studiet, for at indspille opfølgeren til debutudspillet "The God We Drowned", og det lyder lovende, der kunne måske endda være et par Danish Metal Awards mere i sigte. Sættet er godt udført, Magnus holder hovedet i rotation, og guitaristerne Smukke Ken og Tommy Christensen har et godt tag i nakken på både gamle og nye sange. I det hele taget får man god appetit på mere, og så er Crocells arbejde jo gjort."

Bandets debutalbum, "The God We Drowned", blev desuden nomineret i flere kategorier ved DMeA 2009 og videoen til nummeret "Behind the Veil" har nået næsten 6000 views på Youtube.

Nu er det således blevet en række europæiske landes tur til at lægge ører til bandets blanding af dødsmetal og thrash, når Crocell til september tager på Europatour med det irske thrash metal-band Gama Bomb. Touren går gennem Tyskland, Holland, Frankrig, Italien, Portugal og Spanien.

Forsanger Magnus Jørgensen udtaler:

"Der har været begrænset promotion for "The God We Drowned" i udlandet, og der er ikke nogen bedre måde at promovere den på end at tage ud og spille en masse koncerter og vise, hvad det handler om. Samtidig kan vi få givet en forsmag på den kommende plade og få skabt noget interesse for den."

Crocells andet album ventes ude i foråret 2011 og skulle man have lyst til at drage syd for grænsen for at lytte til metal ser datoerne for de kommende Europa-koncerter ud som følger:

16. Sep. Merleyn Nijmegen, Holland

17. Sep. Elfer Music Club, Frankfurt, Tyskland

18. Sep. Milano Metal Fest, Milan, Italien

20. Sep. O'Bundless, Marseille, Frankrig

21. Sep. Heretic Club, Bordeaux, Frankrig

22. Sep. Serjos, Monzon, Spanien

23. Sep. Side B, Benavente, Portugal

24. Sep. Live, Madrid, Spanien

25. Sep. Estraperlo, Badalona, Spanien


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA