Weezy har desuden givet sit første fængselsinterview, hvor han blandt andet snakker om sine fremtidsplaner
Som de fleste ved sidder Lil' Wayne pt fængslet i Rikers Island Prison i New York for ulovlig våbenbesiddelse, hvorfor der på det seneste har været lidt stille omkring den ellers mansik produktive rapper. I forgårs ringede Weezy imidlertid ind til Funkmaster Flex' radioshow, hvor han gav en opdatering om hvodan livet bag tremmer arter sig.
Wayne fortalte blandt andet, at han, når han bliver løsladt, har planer om at samarbejde med to andre rappere, nemlig Outkasts Andre 3000 og Tech N9ne:
"Jeg har sagt til mig selv, at jeg enten vil indspille et nummer med enten Andre 3000 eller min kammerat Tech N9ne, som jeg virkelig synes godt om", lyder det fra rapperen, der desuden fortæller, at han ikke får lyttet til særlig meget musik, siden hans iPod blev konfiskeret i spjældet i maj måned:
"Jeg får slet ikke lyttet til noget musik. Det eneste jeg lytter til er sportsudsendelser. Det er på grund af det simple faktum, at jeg aldrig lytter til andet musik end min egen", fortalte Wayne, hvorefter Eminem, som han har arbejdet med på numrene Drop The World og No Love, også fik et par ord med på vejen:
"Eminem er virkelig en fin fyr. Han har holdt kontakten med mig, mens jeg har siddet inde, og jeg værdsætter virkelig hans støtte. Jeg ringer også til Drake en gang om ugen – eller, jeg ringer faktisk tre eller fire gange om ugen, men ud af dem tager han den kun en gang. Jeg kan egentlig ikke lide at ringe til folk fra fængslet, for jeg føler, at jeg forstyrrer dem og trænger mig på. Der er mange der er sure på mig og brokker sig over, at jeg ikke ringer til dem, men jeg vil ikke besvære folk, og det føler jeg, at jeg gør, når jeg ikke har andet at lave end at snakke i telefon."
Wayne fortalte desuden, at en typisk dag i fængsel for ham går med at ringe rundt til sine fire børn og læse fanbreve. Det sidste minut før hans telefontid udløb, brugte han på at opdatere Funkmaster Flex om sin kommende ep, I'm Not A Human Being, der udkommer digitalt på Waynes fødselsdag den 27. september. Ep'en kommer til at indeholde numre, indspillet af Wayne ugen før, han blev indsat, og det er meningen, at den skal ses som en forløber til rapperens længe ventede Tha Carter IV, der er færdigindspillet og befinder sig på en 500 GB harddisk, der blandt pladeselskabsfolkene kaldes "C4" fordi det er "the bomb."
Musikken på Tha Carter IV beskrives desuden som værende langt fra Waynes rock-plade Rebirth. I stedet skulle den efter sigende i højere grad fokusere på klassiske hiphop-beats med en noget hårdere kant end hidtil.
Der er endnu ingen udgivelsesdato på Tha Carter IV, men Lil' Wayne er tilbage på fri fod i november måned i år – om i alt 90 dage fra dags dato.