Nyhed

Placebo genudgiver Battle For The Sun

Brian Molko og co. har en stak nye godbidder i posen til ”Redux”-udgaven af bandets seneste plade

Det er selvfølgelig altid møghamrende ærgerligt, når man lige har været ude at købe den nye plade med en af sine yndlingskunstnere på udgivelsesdagen for blot at finde ud af, at der kort tid senere udkommer en eller anden ny udgave af albummet med enten ekstra numre, en ekstra dvd eller lignende. Så kan man som fan godt føle sig ret uretfærdigt behandlet, og desværre er der en del kunstnere – eller i hvert fald pladeselskaber – der benytter sig af dette trick for at presse de sidste sparepenge ud af fansene i en tid med et stadigt faldende pladesalg.

Nu har Placebo, der gæstede Danmarks Smukkeste Festival i fredags, så valgt at genudgive deres seneste meget roste album Battle For The Sun, som GAFFAs Finn P. Madsen gav fem stjerner og udtrykte, at: "det klæder Placebo, at de har forenklet deres udtryk og har fået fokus på de gode sange." Den nye genudgivelse fra bandets ser da også ud til i højere grad at være et forsøg på at glæde bandets fans end på at skrabe lidt ekstra mønt til sig, men læs beskrivelsen og bedøm selv.

Battle For The Sun: Redux Edition kommer ud over det oprindelige album til at indeholde 2010 single-versionen af Bright Lights, en ny cd med yderligere 10 numre, hvoraf fire er helt nye – heriblandt en studie-indspilning af Trigger Happy Hands samt en T-shirt designet af bandet og liner notes håndskrevet af Brian Molko.

Placebo modtog i fredags fire stjerner af Gaffas John Fogde, der havde følgende at sige om bandets koncert i Skanderborg:

"Ikke overraskende blev det trukket flittigt på bandets seneste udgivelsen "Battle For The Sun", der trods begrænset salgsmæssig succes herhjemme alligevel synes at have fundet et publikum. I hvert fald trak det på ingen måde tempo ud af kampen, når bandet leverede sange som "The Never-Ending Why" og "Battle For The Sun"."

Battle For The Sun: Redux Edition er på gaden den 27. september.


ANNONCE