Hele Vejen 1980-2010 er ude i næste måned
Michael Falch har efterhånden befundet sig på den danske rockscene i hele 30 år, og den garvede sanger markerer 30 året for den første Malurt-udgivelse, Kold Krig, med opsamlingsudgivelsen Hele Vejen 1980-2010.
Om albummet fotæller Falch'en:
"Jeg forsøger her at gøre en dobbelt bevægelse. Jeg kigger tilbage, men jeg ønsker at holde fokus på den kendsgerning, at tiden er en anden nu. Jeg vil se historien derfra, hvor jeg står nu og ikke nostalgisk med en samling "Greatest Hits". De mest kendte af mine sange blev i øvrigt også inkluderet på live-cd/dvd´en "I Kampens Hede" i 2008 i nutidige versioner med Boat Man Love omkring mig."
Derfor er Falch med egne ord: "gået på opdagelse i underskoven" hvor han vil kaste lys på en række både ældgamle, ældre og nyere sange, der uden at have været hits – "bortset fra måske et par stykker af dem" - alligevel har holdt sig i live på scenerne.
Albummet kommer til at indeholde nogle helt nye sange, særlige indspilninger af både gamle og nyere sange med Boat Man Love og DR UnderholdningsOrkestret sammen samt en enkelt udelukkende med DR´s store, symfoniske ensemble.
Herudover fortæller Falch, at der vil være "live-versioner af sange i nye arrangementer med Boat Man Love, og så er der et par sange, vi har genindspillet i helt andre udgaver end originalerne. Ikke mindst den sang, der er selve anledningen til dette album, Kold Krig, det første nummer på det første album med Malurt udgivet den 15. september 1980."
Hele Vejen 1980-2010 er på gaden den 15. september