x

Michel Belli udsender dansksproget album

Michel Belli udsender dansksproget album

Da Michel Belli i 2007 udgav debuten The Reason I'm Not Evil, var det med en stak engelsksprogede sange på tracklisten. Nu er Belli Junior vendt tilbage til modersmålet, når han den 11. oktober udgiver Tælle Til Ti, der udelukkende indeholder dansksprogede sange.

På den nye plade havde Belli fastsat en række dogmer for sangskrivningen:

1.    Teksterne skulle være på dansk.
2.    Kun hver tiende sang, Michel skrev, måtte være en ballade.
3.    Der skulle søges efter kant i både tekst og tone.
4.    I demo-form måtte ingen af sangene være længere end 3.59 minutter.

Det tog fem måneder fra dogmerne fra fastsat, til alle sangene var skrevet. Lars Skjærbæk, der blandt andet er kendt fra sine egne bands, Inside The Whale og Boatman Love, samt som fast guitarist i Tim Christensens band, blev valgt som producer af albummet.

Om indspilningen af sangen Djævlen I Mig udtaler Michel Belli:

 "Jeg tror alle har følt sig presset til at sluge sin vrede, og jeg havde en vild oplevelse under indspilningen af denne sang. Jeg blev vred og indebrændt, mens jeg stod og indspillede den. Jeg har ikke før prøvet på den måde at blive påvirket af en sang og dens stemning, mens jeg synger,"

Inden albummet udkommer, når Michel Belli desuden at få sin debut som skuespiller på det store lærred. Han har en birolle i den danske spillefilm "Hold om mig", der har premiere d. 18. august.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA