Nyhed

Eric Gadd til Århus

Den svenske soulsanger spiller i Musikhuset til november

Til november får de århusianske koncertgængere mulighed for at bløde vinterkulden op med lidt svensk soul-pop, når Eric Gadd kigger forbi Musikhusets rytmiske sal den 13. i måneden. Manden bag hits som The Right Way, Do You Believe In Me og My Personality, har desuden sit seneste udspil, Rise Up!, der er på gaden den 28. i denne måned, med i bagagen. Albummet har affødt singlen I Can't Wait, som både danske Ida Corr og Stine Bramsen fra Alphabeat medvirker på.

Om de to danske sangerinder siger Eric Gadd:

"Både Stine og Ida fangede min interesse, da jeg hørte dem på svensk radio i deres respektive projekter. De var derfor mine første bud, da snakken gik på at lukke et par sangerinder ind på albummet. De er begge stærke og powerfulde vokalister, og det var fedt at opleve, at det også gjorde sig gældende i deres personligheder, da jeg mødte dem under indspilningerne i København".   

Ifølge Eric Gadd selv er samarbejde nøgleordet for den nye plade. Hvor han tidligere skrev og producerede alle sange selv, har han med Rise Up! nu åbnet døren for blandt andet den talentfulde sangskriver og producer Martin Terefe, der har Jason Mraz' hit I'm Yours på samvittigheden.

"Jeg ville ha' en fest. Der skulle være party og feel-good stemning på pladen efter en masse "soul searching" på mine forrige albums. Albummet er indspillet med liveband og ideen var at skabe en live-fornemmelse a la det, man finder på albums fra navne som Chic og The B-52s."  

Om Gadd er sluppet heldigt af sted med samarbejdet, kan man således bedømme, når manden fremfører sine nye og gamle sange i Århus Musikhus den 13. november.

ANNONCE