x

Gymnasiernes MGP 2001

Gymnasiernes MGP 2001

Grandprixfeberen raser over det ganske land og afføder flere og flere små lokale afstikkere fra den kææmpe, internationale version. GAFFA Online bringer her en repportage fra et af de lokale grand prix’er. Og så glæder vi os selvfølgelig også til morgendagens brag!

Fredag den 27/4 var det Århusgymnasiernes tur til at opføre et grandprix i form af Århus Intergymnasiale Melodi Grandprix. Tolv bands fra seks forskellige gymnasier i Århus trykkede den af til et flot arrangement i Scandinavian Congress Center.

Siden 1998 har Langkær, Marselisborg, Risskov Amts-, Viby Amts-, Århus Statsgymnasium og Århus Katedralskole sammen afholdt Melodi Grandprix. To bands fra hver skole er udvalgt ved publikumsafstemning og en jury i indledende runder. I alt tolv bands dyster om titlen og æren, og efter tyve succesarrangementer med fulde huse var forventningerne til årets show store, såvel hos publikum som hos bands og arrangører.

Det er tredje gang, arrangementet løber af stablen i Århus, og det er det tredje store arrangement i grandprixrækken. Peter Hammer, front figur for foretagenet, fortæller, at de satser på et nationalt arrangement til næste år i samme format som voksen og børnemelodi grandprix’erne.

Århus Intergymnasiale MGP blev også sidste år afholdt i Scandinavian Congress Center. Og som sidste år var arrangementet velorganiseret, og alle bands var opsatte og spillede med stor gejst og energi. Der var masser af underholdning for de 2600 fremmødte i form af kontroversielle tekster og professionel musik.

Juryen bestående af Tina Dickow, Toby, Morten Kjær fra BaSix, Claus Kilpatrick fra BMG records og publikum valgte sammen vinderen StarKids med sangen "Lad os vove fjerene". Superheltene fra Århus Statsgymnasium består af Eskil Jefsen, Janus Novak, Kajsa Zachariae, Maiken Enggaard Rasmussen, Janni Stenderup Nielsen og Line Glavind (musik: Janus Novak, tekst: Eskil Jefsen)

StarKids fortæller: "Det startede tilbage i 1987 i en af de der høje slags trailere som man kan låne hos Hydro Texaco…?"…

Nummer to blev bandet 3310 med sangen "SMS" fra Århus Katedralskole

Nummer tre blev bandet Over Trægrænsen med sangen "Danse hele natten" fra Risskov Amtsgymnasium.

En tydeligt begejstret konferencier, prozacpumpede Casper Christensen, udtalte sig også senere på aftenen meget positivt om Århus MGP og mente, at ungdoms MGP var generelt langt bedre end de voksnes og Børnenes MGP. Casper Christensen gjorde det godt i samarbejde med den yngre journaliststuderende Huxi, der sammen fik lavet masser af lir imellem pauserne.

Sidst i showet kom Tschöss, sidste års vindere fra Århus katedralskole, der med "123 gå amok" satte prikken over i’et på et flot og gennemført arrangement. Der var generelt stor tilfredshed fra publikum, da arrangementet var slut, og folk begav sig mod Diskotek DNA, hvor der blev holdt afterparty.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA