x

Kings Of Leon færdige med andet album

Kings Of Leon færdige med andet album

De fire unge rock-knøse i Kings Of Leon har netop færdiggjort indspilningen af deres andet album, rapporterer nme.com. Brødrene Caleb, Nathan og Jared og fætter Matthew – alle med efternavnet Followil – har indspillet opfølgeren til "Youth And Young Manhood" live i studiet og på analogt udstyr.

Albummet har fået titlen "A-ha Shake Heartbreak", og inspirationen har varieret fra Motown-r&b til Talking Heads og over i hiphop.

"Sangene er meget forskellige. Forskellige aftner, forskellige historier og forskellige følelser. Vi har skrevet om ting, vi er flove over, og ting, vi normalt ikke ville have sagt. Der er sange om slagsmål, sange om kærlighed, sange om at slå ihjel og sange om at kneppe – der er det hele," fortæller sanger Caleb.

Hvilke sange, der hører i hvilken kategori, vides endnu ikke, men følgende sange er indspillet og klar til udvælgelse: "Taper Jean Girl", "The Bucket", "King Of The Rodeo", "Still Nights So Long", "4 Kicks", "Pistol Of Fire", "Velvet Snow", "Soft", "Where Nobody Knows", "Head To Toe", "Rememo", "Razz" (måske om den unge Aalborg-rapper?), "Dale Blues" og "Milk".

Kings Of Leon drager nu på en mindre sommerturné, der blandt andet bringer dem til dyrskuepladsen i Roskilde, og derefter skal de sidste hænder lægges på det nye album.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA