Nyhed

Mercenary er klar med nyt album

Metal-bandet spiller desuden to danske shows til efteråret

Mercenary har med deres nye line-up og producer Jacob Hansen netop lagt sidste hånd på indspilningen af deres sjette studiealbum, der er på gaden i starten af næste år. I den forbindelse lufter bandet deres nye materiale ved to danske koncerter til efteråret.

Bandet har blandt andet headlinet den danske Headbangers Ball Tour i 2008, vundet en Danish Metal Award for årets album i 2006, turneret med Megadeth samt bands som Arch Enemy og Nevermore.

I 2009 måtte bandet tage afsked med deres trommeslager, den ene sanger og keyboardspiller, da der ikke længere var nogen fælles vision for bandets musikalske fremtid, og Mercenarys line-up anno 2010 består af  guitaristerne Jakob Mølbjerg & Martin Buus, bassist og sanger René Pedersen, samt trommeslager Morten Løwe.

Mercenarys seneste udspil, Architect Of Lies, fik fire stjerner med på vejen af GAFFAs Keld Rud, der skrev:

"Materialet er for det meste stærkt og bevæbnet med utallige hooklines, og Mercenary har aldrig spillet bedre. Trommeslager Mike Park træder især i karakter. Blandt højdepunkterne hører albumåbner A New Desire, hvor forsanger Mikkel Sandagers vokal lyder a la Ray Alder fra Fates Warning, den melankolske Embrace The Nothing og den hyperaktive Execution Style."

Mercenary kan opleves på følgende datoer:
30/09: The Rock, København
01/10: Studenterhuset, Aalborg

ANNONCE