Nyhed

DR2 viser film om Rolling Stones

Der er mulighed for at se både "Shine A Light" og "Stones In Exile" på tv i denne uge

Som en del af DR2's Dokumania-serie viser tv-stationen i morgen tirsdag 17. august to film om The Rolling Stones, der viser bandet på to temmelig forskellige tidspunkter i deres snart 50 år lange karriere.

Først på programmet er Martin Scorseses roste "Shine A Light" fra 2008, der fokuserer på koncerter bandet spillede i 2006 i New York tilføjet en smule biografisk materiale. Derudover kan man undervejs opleve bandet optræde sammen med både Christina Aguilera, Buddy Guy og Jack White.

Derefter vises filmen "Stones In Exile", der havde premiere på filmfestivalen i Cannes tidligere på året. Filmen følger bandet i begyndelsen af 70'erne omkring indspilningerne til albummet "Exile On Main St.". Filmen kombinerer optagelser fra indspilningerne med nye interviews samt optagelser fra den efterfølgende amerikanske turné, der forsøger at kaste nyt lys på albummet fra 1972, der netop er blevet genudgivet.


Begge film kan opleves på DR2 tirsdag 17. august, og de vises henholdsvis klokken 20:30 og klokken 23:00.

ANNONCE