
Der var hilsner fra scenen til Kronprinsparret og Helena Christensen søndag aften, da U2 lagde vejen forbi Horsens. Dagen efter blev udviklingsminister Søren Pind tilføjet takketalen, men Venstre-manden fik ikke bare en hilsen, men også et møde med Bono. Det skriver Ritzau i dag.
Mødets emne var et FN-topmøde til september i New York om bekæmpelse af verdens nød, som Danmark skal stå i spidsen for. Søren Pind var til stede til koncerten mandag aften i Horsens, og her mødtes han med Bono, der var interesseret i at høre mere om topmødet.
U2-sangeren skulle ved denne lejlighed have tilbudt sin hjælp, hvilket der blev taget imod, og der skal nu arbejdes henimod at få Bono involveret i topmødet.
Ifølge Ritzau har Søren Pind tidligere været skeptisk over for Bonos tendens til at prædike om verdens problemer, men i Horsens lod han sig ifølge nyhedsbureauet "overbevise om ægtheden og inderligheden i Bonos ambitioner og intentioner".