x

Klaus Lynggaard udgiver nyt soloalbum

Klaus Lynggaard udgiver nyt soloalbum

Forfatter, digter, foredragshold og anmelder. Dette er blot nogle af de kasketter Klaus Lynggaard i tidens løb har iført sig. Men sanger og sangskriver hører også til på denne liste. Da han i 2005 sprang ud som solist med albummet "På Herrens Mark", præsenterede han en blanding af egne sange samt en håndfuld fortolkninger af så forskellige kunstnere som John Mogensen og Leonard Cohen.

Efter fem år er tiden nu igen moden til nye toner fra Lynggaard. "Tålt Ophold" hedder albummet, der bliver sendt på gaden 1. november, og det indeholder 12 nye sange fra hans univers. En enkelt genfortolkning har fundet vej til det nye album, efter at Knud Odde gav Lynggaard grønt lys til at lave en dansk fortolkning af Sort Sols "Rhinestone". Klaus Lynggaards version har fået titlen "Diadem".

Men derudover er det Lynggaard selv, der har ført pennen. Han beskriver de nye sange som et billede af hans egen livssituation de seneste år, både de gode og de dårlige. Ifølge ham selv mest det sidste, da han i perioden hvor han skrev sangene gennemgik en af de livskriser, der af og til dukker op. Melodierne er blevet til i et samarbejde med flere sangskrivningskapaciteter blandt andet Kenneth Thordal, Christian Juncker, Henrik Balling og Frithjof Toksvig. Balling er eksempelvis manden bag melodien til sangen "Da Muren Faldt", der udsendes som forløber for albummet.

Musikken på de nye sange er blevet til sammen med en række danske musikere blandt andet Henrik Hall, Tomas Ortved, Marie Louise von Bülow, Perry Stenbäk og Henrik Marstal, og så har rapperen Per Vers fået lov til at sætte sit aftryk på sangen "Glemt".

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA