Nyhed

Lollapalooza-turné aflyst

Den amerikanske omrejsende alternative festival solgte ikke nok i forsalg. Fremtiden også usikker for bagmand Perry Farrells band Jane’s Addiction

Det er ikke kun Midtfyns Festival, der har måttet ned og bide i græsset. Den stort anlagte amerikanske festival Lollapalooza med alternativ rock – vel nærmest en omrejsende Roskilde Festival – der skulle have været afviklet 31 gange i 16 byer med navne som Morrissey, Sonic Youth, P.J. Harvey og The Flaming Lips, er blevet aflyst grundet dårligt billetsalg, skriver mtv.com.

Helt ligesom Midtfyn (uden sammenligning i øvrigt) aflyser arrangørerne for at forhindre, at tabene ikke bliver endnu større ved at gennemføre festivalen med få tilhørere.

Lollapalooza er blevet afviklet 13 gange i firserne og halvfemserne, hvor den gjorde sig bemærket med markante navne inden for alternativ rock. I perioden 1997-2002 fandt festivalen ikke sted grundet praktiske problemer, men sidste år startede den så op igen. En af hovedkræfterne bag festivalen har hele tiden været Perry Farrell (billedet), sanger i det stilskabende støjrockband Jane’s Addiction, der var fremme i slutningen af 80’erne, siden blev opløst og gendannet, og sidste år udgav deres første album i 13 år.


Perry Farell udtaler: "Det piner min stolthed at se noget, som så mange har lagt tid og kærlighed i, gå op i røg. Men som Fugl Fønix vil vi rejse os fra asken igen." Hans medarrangør Marc Geiger supplerer med at sige, at han ikke forstår, hvorfor folk ikke har købt billet, når de kun har kostet mellem 15 og 25 dollar. "Måske er det de høje hotel- eller benzinpriser. Jeg fatter det ikke."

Farells trængsler er i øvrigt ikke slut med Lollapaloozas kollaps. Jane’s Addiction-guitaristen Dave Navarro udtaler ifølge nme.com, at han ikke regner med, at Jane’s Addiction fortsætter sammen, da medlemmerne er gledet for langt fra hinanden.


ANNONCE