Sangerens solodebut har nu ligget nummer et flere uger end "Midt Om Natten"
Ikke overraskende ligger Rasmus Seebach igen i denne uge nummer et på den danske albumhitliste med sin solodebut, der i skrivende stund har solgt mere end 150.000 eksemplarer herhjemme.
Albummet har ligget på hitlisten i 46 uger, og da den i 24 af disse uger har ligget nummer et, har den netop slået Kim Larsens 26 år gamle rekord, der blev sat med albummet "Midt Om Natten".
Til Ekstra Bladet siger Rasmus Seebach om sin succes:
"Folk siger, at det jo bare er et tal, men jeg må indrømme, at jeg godt nok er en meget stolt mand. Jeg nyder min succes til fulde, og jeg håber på, at mit publikum og jeg bliver ved med at dele disse gode stunder mange år ud i fremtiden".
Rasmus Seebach er stadig på en turné, der strækker sig frem til slutningen af oktober. Han skulle dog samtidig være i gang med at skrive materiale til sit næste album, der dog endnu ikke har fået en udgivelsesdato.