Nyhed

Søren Huss klar med album og koncerter

Saybia-sangeren solodebuterer til oktober og tager måneden efter på en kort turné

Saybia har holdt lav profil, siden de i november 2008 afsluttede en lang turné, der inkluderede en del jobs i udlandet. Det er dog blevet til en enkelt hollandsk festivalkoncert i år, og i den kommende weekend står bandet på scenen i Schweiz. Men hvornår der for alvor kommer gang i bandet igen vides ikke, men nu er frontmand Søren Huss i hvert fald klar med et soloalbum, der følges op med fire koncertdatoer.

I modsætning til Saybia-udgivelserne vil det kommende album være på dansk og udsendes under titlen "Troen Og Ingen". Første udspil er singlen "Et Hav Af Udstrakte Hænder", der netop er blevet sat til salg via iTunes.

Albummet kommer tre år efter sangeren mistede sin kæreste og moren til parrets dengang to-årige datter i en højresvingsulykke, og derfor vil teksterne på albummet formodentlig blive vendt og drejet for at finde referencer til ulykken, og i pressematerialet skulle albummet da også indeholde "smukke, rørende og dybt personlige sange".


Søren Huss udsender "Troen Og Ingen" 18. oktober, og herefter følger fire koncertdatoer:

18/11 Odense, Magasinet
25/11 Aalborg, Studenterhuset
26/11 København, Vega
27/11 Århus, Voxhall

ANNONCE