Nyhed

Sufjan Stevens udsender nyt album

Det første regulære album i fem år kommer til oktober og er ikke et konceptalbum

Sufjan Stevens overraskede for nylig mange ved at udsende ep'en "All Delighted People", der uden varsel pludselig kunne købes på nettet. Nu følger Stevens udgivelsen op med et regulært album med titlen "The Age Of Adz", der udsendes til oktober.

Sufjan Stevens har siden 2000 udsendt en lang række udgivelser, og fælles for dem alle har været, at de har omhandlet et bestemt emne. Det har strakt sig fra astrologi til julen og inkluderet hyldester til staterne Illinois og Michigan samt The Brooklyn-Queens Expressway. Men ifølge en pressemeddelelse har Stevens for første gang valgt at sammensætte et album, hvor sangene ikke har et fælles tema.

Da GAFFA talte med Sufjan Stevens i 2006 prøvede han at forklare, hvorfor alle hans plader havde et tema:


- Jeg tror bare, det er naturligt for mig at arbejde ud fra et koncept. Det giver mig mulighed for at arbejde med en bestemt form. På stjernetegnspladen ("Feed Your Rabbit") handlede det om instrumental elektronisk musik baseret på et koncept om dyr, der skulle fremkalde disse dyrs specielle karakteristika. For mig er det en arbitrær øvelse, der egentlig ikke har en følelsesmæssig begrundelse. Det var bare et koncept, der tillod mig at reflektere og eksperimentere. [...] Så det er egentlig bare en teknisk øvelse, men det fører dig til en dybere forståelse for din egen kunst og verden. Selv "Illinois", der er en følelsesladet plade og en episk kommentar til store ting og historiske begivenheder, er egentlig også bare en øvelse i form, der tager dagligdagsbegivenheder og putter dem ind i koncept og se, hvordan de passer sammen i en historie.

Men på det nye album går Stevens altså nye veje, både tekstmæssigt og musikalsk. Det nye album skulle nemlig fokusere mere på elektroniske elementer end banjo og guitarer, og sangene skulle handle om alt fra rumvæsener til kærlighed. Der skulle endda være et par sange, man kan danse til.

Sufjan Stevens udsender "The Age Of Adz" 11. oktober.


ANNONCE