Nyhed

Jokeren afslører narkomisbrug

DR-chef udtaler, at Jokerens indrømmelser på sin blog ikke får konsekvenser for hans rolle i Talent 2010

I en artikel hos BT.dk i dag kan man læse en opsamling af citater fra Jokerens blog, som han skriver for websiden Cover.dk. Her skriver Jokeren, der udover sin karriere som rapper også gør sig som dommer i Talent 2010 på DR, lystigt om sit udsvævende liv, der tilsyneladende inkluderer indtagelse af kokain.

Eksempelvis kan man læse følgende i indlægget "Giv Slip" fra 18. august:

"Hvorfor er det en synd når My Girl, tørrer en fingerspids colombiansk flake af på mit røvhul, mens jeg læner mig ind over bordet med en stråhat på? Coken kilder mig dejligt og pirrende i røvhullet".


Og samme sted står der:

"Under modeugen bliver der flirtet, kneppe, sniffet, drukket, syndet, som sad vi til højbords i Babylon. Vores muslimske brødre og søstre faster".

Udtalelser som disse står i skarp kontrast til Jokerens rolle som familieunderholder i Talent 2010, men ifølge BT får de kontroversielle udtalelser ingen indflydelse på Jokerens rolle i programmet. Til avisen siger underholdningsredaktør i DR, Jan Lundme:


"Det afgørende er, at vi kan stå inde for, hvad vi sender, og det kan vi – for hvert eneste sekund".

Programmet ses ugentligt af mere end en million danskere, hvor lidt over 200.000 af dem ifølge BT er børn i alderen 3-12 år, hvilket gør talentshowet til Danmarks mest sete børneprogram.

ANNONCE