Nyhed

Bon Jovi samler de største hits

Bandet er klar med en opsamling, der blandt andet kommer i en deluxe-udgave med fire nye sange

Bon Jovi udsendte sidste år deres 11. studiealbum, og udgivelsen af "The Circle" følges nu op med et tilbageblik på de største hits, der får følgeskab af lidt nyt materiale. Standardudgaven af albummet kommer med to nye sange inklusive bandets seneste single, "What Do You Got?", og deluxe-udgaven har yderligere to sange skrevet til lejligheden.

Bandet har endnu ikke offentliggjort hvilke sange, man vil kunne finde på opsamlingen. Men de har dog lovet at inkludere "Livin' On A Prayer", "Always", "It's My Life", "Wanted Dead Or Alive," og "Who Says You Can't Go Home" på udgivelsen. Resten af titlerne vil blive offentliggjort via bandets officielle webside inden længe.

Der vil være 16 sange på den almindelige udgave og hele 28 sange på deluxe-udgaven, der udover førnævnte aktuelle single også indeholder de nye sange "The More Things Change", "No Apologies" og "This Is Love, This Is Life".


Bon Jovi udsender 8. november det nye opsamlingsalbum i begge udgaver.

ANNONCE