Nyhed

Nye dommere til MC's Fight Night 2010

MC's Fight Night 2010, der løber af stablen om få uger, har offentliggjort den trio, der kommer til at udgøre årets dommerpanel til den prestigefyldte rap-battle

For fjerde år i træk havde Thomas Helmig og co. en række talentfulde rappere med sig rundt på den traditionsrige række af Grønne Koncerter, hvor blandt andet Ham den Lange, Mikl og Kejser A underholdt publikum med deres battlerap. Her lavede de showbattles, som dermed adskiller sig fra den egentlige MC's Fight Night ved ikke at have et decideret dommerpanel. Det er der til gengæld, når MC's Fight Night om få uger løber af stablen. Her bliver det med en helt ny dommertrio, der sammen skal votere og afgøre, hvem der løber med titlen som 2010's bedste freestyle-rapper. Det drejer sig om Christian Møller, Søren Strøm og Negash Ali, det er altså udgør to gamle kendinge, samt en fra den lidt yngre generation.

NEGASH ALI:

Negash Ali er historiens yngste MC's Fight Night-dommer, men det skal man ikke lade sig narre af. Dette yngste medlem af dommertrioen har et imponerende CV bag sig, samt en seriøs og moden indgangsvinkel til hiphopmusikken. Negash Ali er ifølge en pressemeddelelse stolt over titlen som MC's Fight Night-dommer og glæder sig til, i fællesskab med resten af dommerpanelet, at finde den helt rigtige vinder.


CHRISTIAN MØLLER:

Christian Møller, også kendt som "DJ Møller" fra både Sund Fornuft og Rent Mel i Posen, har blandt andet deltaget i "DM I Mix" - som både deltager og dommer. Møller er uddannet på musikkonservatoriets Music Management-linje og er i dag ansat som A&R på pladeselskabet Artpeople. Her har han blandt andet arbejdet med artister som Lizzie, Ataf, Jooks, Jøden og Rasmus Seebach. Møller har derfor en solid erfaring i at vurdere kommende talenter og skal her bedømme niveauet på den danske freestyle rapscene.

SØREN STRØM:


Søren Strøm er den eneste af de tre dommere, der selv har MC's Fight Night-deltagererfaring. Som tidligere MC's Fight Night champ, ved Søren Strøm alt om at stå i bokseringen og holde hovedet køligt - selv når det kører for modstanderen. Som dommer lover Strøm at være skarp, når hele salen koger og syder bag ham. Strøm skal vurdere, hvor godt rapperne improviserer over emnet, hvordan rapperne bevæger sig og underholder på scenen, samt deres flow og evne til at flyde på beatet.

MC's Fight Night har siden 2000 arrangeret freestyle-dueller med en stor inspiration fra boksningens verden, hvor deltagerne verbalt skal "knockoute" sin modstander. Desuden foregår kampene i en boksering, med et ofte opstemt og tilråbende publikum som en af de mest afgørende ingredienser til MC's Fight Night. Traditionen tro skal de tre dommere først afgøre finalerne i henholdsvis Århus og København, før den endelige finale sted i KB Hallen i København lørdag d. 16. oktober 2010.

Datoerne til de to indledende finaler er:


Vestfinalen - Train, Århus - Lørdag d. 11 september 2010 kl. 20.00.
Østfinalen - Amager Bio, København - Lørdag d. 18 september 2010 kl. 20.00.
Billetsalget er startet på train.dk og billetnet.dk.
ANNONCE