Nyhed

Axl Rose raser over forkortede koncerter

Guns N' Roses-sangeren har to gange denne weekend brokket sig over, at bandets koncerter blev forkortede - fordi bandet kom for sent

Guns N' Roses er kendt for ofte at komme for sent til deres koncerter. Da gruppen gav koncert i Aalborg i juni, stod der ligefrem på billetten, at koncerten efter planen begyndte klokken 20, men man måtte forvente ventetid inden koncerten. Bandet gik da også først på cirka klokken 22.30, efter at også opvarmningsbandet Danko Jones var gået for sent på.

I weekenden var Guns N' Roses også sent på den til to festivaler i henholdsvis Leeds og Reading. I begge tilfælde betød det, at arrangørerne forkortede bandets sæt, men dette tog Axl Rose ganske ilde op.

Ifølge New York Post udtalte Axl Rose følgende, da bandet gik på 35 minutter for sent ved Leeds Festival i søndag aften og derfor fik forkortet deres sæt: "Vi er kommet her for at spille for jer, men politiet og koncertarrangørerne vil bo*** os i r****. Vi ville gerne spille nogle flere sange for jer, men vi må kun spille én." Herefter spillede Guns N' Roses "Paradise City" og forlod scenen med ordene: "Pas godt på jer selv, godnat, og til alle politifolkene og koncertarrangørerne: F*** jer."


Senere skrev Axl Rose på sin Twitter-profil: "Vi er i konstant dialog for sikre, at de fans, der så os på Leeds får, hvad de har betalt for, med eller uden bureaukratisk indblanding. Vi takker jer for jeres forståelse. Peace! Med hensyn til Reading føler vi, at i det mindste fortjener vores fans en undskyldning fra dem, der er ansvarlig for det nonsens. Vi vil også gerne takke vores fans for at være så fede, for at synge og ikke splitte stedet ad."

Fredag aften i Reading gik bandet også en time for sent på scenen og fik derfor også forkortet deres sæt, hvilket resulterede i en regulær sit-down-strejke på scenen.

Da Guns N' Roses spillede på Roskilde Festival i 2006, var de også en time forsinket, men de slap for at få forkortet deres sæt.


 

 

ANNONCE