Nyhed

Christian Have-foredrag i Århus

Promus arrangerer foredrag med kommunikationsekspert Christian Have

Århus' nye Produktionscenter for Rytmisk Musik åbner tirsdag den 14. september kl. 19.00 dørene for deres første musikbranche-arrangement. Det er et af flere i en række af arrangementer, der alle har musikbranchen som sit centrale omdrejningspunkt, og som skal give musikinteresserede og branchefolk et udvidet indblik i så mange aspekter af musikbranchen som muligt.

Promus får denne gang besøg af kommunikationsrådgiver, mentor, direktør og adjungeret professor Christian Have, der i foredraget Det Store Sceneskift vil belyse nogle af de store udfordringer, der vil kendetegne fremtidens events.

Arrangementet er for alle brugere af Promus, som alle kan blive ved at oprette en profil på Promus' hjemmeside. Og det finder sted i Promus' lokaler på Vester Allé 15 i Århus.


Chrstian Have er født i 1954. Han er kreativ direktør for Have Kommunikation og adjungeret professor ved Institut for Kommunikation på Ålborg Universitet. Han var professionel musiker i Mabel i Danmark, Spanien og USA frem til 1983, hvor han dannede Have Kommunikation, der i dag betragtes som et af Skandinaviens førende virksomheder inden for sit felt.

Christian Have har gennem årene løst talrige PR- og kommunikationsopgaver inden for kultur i Danmark og udlandet, heriblandt den skandinaviske koncertturné Les Misérables, som Danmarks repræsentant som en del af åbningen af Verdensbiblioteket i Alexandria, Det Europæiske Melodi Grand Prix i Parken, Michael Jackson i København og de baltiske lande, Placido Domingo i Parken, festivalen Golden Days in Copenhagen, Radiosymfoniorkestrets koncerter, fejringen af H.C. Andersen 2005, foruden strategiske opgaver for blandt andre Dansk Røde Kors, AIDS Fondet, Unicef og Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT).

I 2003 modtog han Teater 1-prisen for sit engagement og nytækning af teatret i Danmark, og i 2004 udgav han sin første bog med titlen "Synlighed er eksistens".

Christian Have er desuden formand for integrationsprogrammet Taking The Lead, som er et samarbejde mellem en række danske virksomheder, ASF-Dansk Folkehjælp, Københavns Kommune, Integrationsministeriet og den amerikanske ambassade i Danmark. Programmets formål er at inddrage ressourcestærke etniske unge med gode sociale kompetencer i det danske foreningsliv og på det danske arbejdsmarked for på den måde gøre dem til rollemodeller for andre etniske unge.

Christian Have er ydermere en aktiv foredragsholder og har blandt andet givet foredrag i Turismens Udviklingsfond, Det Danske Kulturinstitut, Dansk Skuespillerforbund, Dansk Musikerforbund, Beredskabsstyrelsen, Videnskabsministeriet, Kulturministeriet, Statens Museum for Kunst, Dansk Teaterforening, DKK foreningen og Biblioteksforeningen. Han har også afholdt kurser for Det Kongelige Musikkonservatorium og er fast gæstelærer på Artlab. Derudover var han hovedtaler ved den første konference for Oplevelsesøkonomi i Danmark i efteråret 2005.

Derudover er Christian Have bestyrelsesmedlem i Den Kgl. Ballets Understøttelsesfond, Den Kgl. Livgardes Musikkorps Koncertfond, Foreningen for Festivaler og Events i Danmark, Medietidsskrifet Ekko, Teater Hund, Copenhagen Jazz festival fonden og Ballerup Superarena/ Ulrik Boss. Christian Have sidder desuden i den nye Event Task Force-gruppe under VisitDenmark, som er søsat af Kulturministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet, samt i Creative Economy Camp, der under Økonomi- og Erhvervsministeriet fokuserer på Danmarks kreative vækstpotentiale.

Christian Have har desuden været medierådgiver for flere fremtrædende danske politikere og har været sponsorkonsulent for DR's Stjerne for en aften.

Promus er som sagt det nye produktions – og kompetencecenter for musikmiljøet i Århus, og for at blive bruger skal man oprette en profil på Promus' hjemmeside.
 
Læs mere om Promus via linket her.


ANNONCE