Nyhed

n*grandjean og DRs pigekor på mini-turné

Samarbejdet mellem DRs Pigekor og n*grandjean resulterer nu i fælles mini-turné

I efteråret drager en atypisk duo afsted på en turné, der tæller tre koncerter landet over. Det drejer sig om samarbejdet mellem DRs Pigekor samt den akustiske trio n*grandjean. n*grandjeans bagmand er Nikolaj Grandjean, mens Mikkel Lomborg og Christian Winther i lang tid har assisteret som musikere i n*grandjean.

Samarbejdet mellem de to parter er dog på ingen måde nyt, da n*grandjean allerede i foråret 2009 var gæsteoptrædende til DRs Pigekors forårskoncert i Holmens Kirke på to sange. I foråret 2010 spillede de atter sammen i en fuldstændig mørklagt koncertsal, og de to parter har nu udvidet samarbejdet til tre koncerter, som de sammen vil drage af sted til, hvor DRs Pigekor og n*grandjeans akustiske instrumentering skal supplere hinanden.

Nikolaj Grandjean udgav i 2008 sin solodebut "Carrying Stars" under navnet n*grandjean, og han har sammen med de to omtalte musikere spillet rigtig mange koncerter siden da. I 2008 skrev GAFFAs anmelder Jan Optrup Poulsen følgende om debutalbummet:


"Der er ingen tvivl om, at Nikolaj Grandjean har et godt popøre, og hans sang på Carrying Stars er varm og rørende i sin blå tone, men mange af sangene bliver stående på stedet. n*grandjean er en følsom ung sangskriver, som vi oversvømmes af fra det amerikanske, og her mangler han at træde mere i karakter som solist på et album, der skal nydes for dets musikalske tålmodighed."

Hvor meget de to parter kan få ud af hinanden er nu muligt at vurdere ved en af deres tre koncerter. Det lyder i hvert fald interessant, og DR formulerer selv i en pressemeddelelse, at: "DR PigeKoret bliver i samarbejdet med n*grandjean udfordret rytmisk, sprogligt og formmæssigt, og der er ingen tvivl om, at der venter publikum en stor sanselig og åndelig oplevelse."

Billetsalget starter fredag 3. september kl. 10.00, og n*grandjean og DRs Pigekor optræder følgende steder:


5. november 2010
Godset, Kolding

6. november 2010
Stars, Vordingborg

7. november 2010
Koncerthuset, Studie 2, København


ANNONCE