x

Ny masteruddannelse i verdensmusik

Ny masteruddannelse i verdensmusik

En ny masteruddannelse i global musik ser i weekenden dagens lys. Det er Det Jyske Musikkonservatorium i Århus, der i samarbejde med konservatorierne i Helsinki, og Malmö, samt partnerskaber fra Ghana, Mali og Syrien, har gjort denne uddannelse til en realitet.

Masteruddannelsen hedder Global Music Master eller GLOMAS, og den starter med et stort fællesprojekt fra lørdag til tirsdag i næste uge. Det er blandt andet workshops med den pakistanske duo Meher og Sher Ali, som spiller og synger traditionel qawali-musik og også med kvindegruppen KonoKone fra Mali og Danmark. GAFFA skrev blandt andet om KonoKone-projektet i går. KonoKone spiller også på det nye verdensmusiksted Atlas i Århus på lørdag den 4. septebmer.

Om den 2-årige uddannelse udtaler Det Jyske Musikkonservatorium i en pressemeddelelse:

"Den skal forberede de studerende til et liv enten som udøvende musikere eller instruktører med speciale i musik fra flere forskellige kulturer; eller som projektledere eller kulturformidlere med et bredt interkulturelt udsyn. Uddannelsen omfatter studieophold i eksempelvis Afrika eller Mellemøsten."

Det Jyske Musikkonservatorium skriver i øvrigt, at de første studerende der skal prøve kræfter med den nye uddannelse i Århus, er tre danskere, en svensker, to tyskere og en slovener, mens fire finner og en studerende fra Tanzania begynder på uddannelsen i Helsinki. De 12 nye studerende har meget forskellig musikbaggrund, fra klassisk over jazz til flamenco og Balkan-musik, og de kommer med mange forskellige instrumenter, blandt andet violin, guitar, klaver og slagtøj.

Allerede søndag aften den 5. september kan publikum opleve de første resultater af den nye uddannelse. Her præsenterer de studerende hvad de har arbejdet med på weekendens workshops med musikerne fra Mali. Bagefter er der gæsteoptræden af unge musikere fra Mongoliet, som også er i Danmark i disse dage:

MALI MEETS MONGOLIA: Kammermusiksalen, Musikhuset Århus, den 5. september, kl. 20.00 - 22.00, og entréen er gratis.

Derudover inviteres publikum til at overvære en showcase på tirsdag den 7 september fra kl. 9.00 til 9.30 i Rytmisk Sal, Musikhuset Århus. Her vil de nye GLOMAS-studerende blive præsenteret for gamelan-musik fra Indonesien.

Se yderligere info om uddannelse og aktiviteter i den forbindelse her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA