x

Anton Corbijn og Tom Waits udgiver fotobog

Anton Corbijn og Tom Waits udgiver fotobog

Den hollandske mesterfotograf Anton Corbijn har taget billeder af Tom Waits i 33 år, og en række af hans flotte fotos er nu samlet i fotobogen med den oplagte titel "Waits/Corbijn - Photographs 1977-2010". Bogen udkommer i forbindelse med en opførelse af Shakespeares klassiske stykke "Richard III" på De Stadsschouwburg i Amsterdam. Forestillingen er sat op af teatergruppen Orkater og rummer en række ældre sange af Waits og hans kone Kathleen Brennan, eksempelvis "I Don't Wanna Grow Up", "I'll Shoot The Moon" og "Misery Is The River Of The World". Sangene bliver spillet live i stykket, men dog ikke af Waits selv. Stykket spiller i perioden 22. september-11. oktober. En række af billederne fra bogen bliver udstillet på teatret i spilleperioden.

Fotobogen bliver på cirka 220 sider og i coffee table-formatet 22 x 30 centimeter og bliver indbundet. Ud over Corbijns billeder rummer bogen også fotos, Tom Waits selv har taget, samt noget tekst, han har forfattet.

Tom Waits' seneste studiealbum er det tredobbelte "Orphans: Brawlers, Bawlers & Bastards" fra 2006, og hans seneste udgivelse er livealbummet "Glitter And Doom" fra 2009. Han arbejder for tiden på en musical sammen med sin mangeårige samarbejdspartner, instruktøren Robert Wilson samt dramatikeren Martin McDonagh.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA