Nyhed

C'est Tout Martine udgiver debut på tysk selskab

Det danske band C'est Tout Martine udgiver debutalbum den 24. september

Det danske band med det franske navn C'est Tout Martine udgiver den 24. september sit selvbetitlede debutalbum i Danmark, Tyskland og Japan. Bandet synger på dansk, men bliver alligevel udgivet på det tyske pladeselskab Divine Records. Pladeselskabet har i forvejen dansk popmusik som speciale, hvor det dog er første gang, at de udgiver musik med danske tekster.

De udtaler begrundelsen i en pressemeddelese: "Vi mener at C'est Tout Martine har så meget musikalsk potentiale, at det kan klare sig på det internationale marked, selvom de fleste ikke umiddeltbart vil forstå teksterne". 

Sådan siger Flemming Borby fra Divine Records. Det er dog ikke bandets frontfigur Martine Madsens første erfaringer med internationale udgivelser. Som guitarist og sanger i nu opløste The Elephants har hun udgivet og turneret i både Europa og USA, og hun har desuden erfaring som live-guitarist for en række danske kunstnere.


C'est Tout Martine (et ordspil, der på fransk kan betyde både "Rundt om Martine" og "Dét var dét, Martine") blev oprindeligt dannet som et afskedsband, da guitarist og sanger Martine Madsen skulle holde afgangskoncert på Det Rytmiske Konservatorium i København. Bandet består ud over sangerinden af Mads Andersen (Teitur, Mouritz/Hørslev), Marie-Louise von Bülow (Marie Key, Tue West) og Mads Beldring (Dream Jockey). C'est Tout Martines dansksprogede musik skal i øvrigt både være akkompagneret af afro-guitar, retro-casio keyboards og vokal-kor, som efter sigende skal resultere i en detaljeret og energisk powerpop.

Hør selv, når pladen udkommer den 24. september, eller hør bandet allerede på torsdag den 9. september, hvor bandet spiller til Klub Geyser festival i Kulturhuset på Islands Brygge. Læs mere om bandet her.

ANNONCE