Nyhed

Necro gæster Danmark

En af de mest ekstreme amerikanske rappere gæster Danmark i december

Death-rapperen Necro gæster København den 4. december, hvor han besøger spilledestedet Rust. Necro er oftest kendt som den ukronede konge af chok-rap, acid-rap eller horrorcore, hvor han, via sit album "I Need Drugs" fra 2000, fik hul igennem til omverdenen. Lige siden har den blege rapper fra New York efter sigende været kompromisløs og konstant grænseoverskridende.

Sex, vold og narko er de store samtaleemner i Necros univers, ligesom man kan trække paralleller til film, hvor slasher- og horrorgenren ikke er langt fra Necros døds-rap. Udover at rappe, producerer han også på sit eget pladeselskab Psycho Logical, hvor rapperen blandt andet har siddet bag knapperne for Non Phixions medlemmerne Ill Bill, Sabac Red og Goretex debut-plader.

Senest er et af Necros beats blevet benyttet i Wu-Tang rapperen Raekwons roste "Only Built For Cuban Linx Pt. II", hvor et beatsample Necro lavede i 1997 er blevet brugt på nummeret "Gihad". Necros univers ligger desuden heller ikke langt fra visse ekstrem-metal bands, hvorfor Necro også har medvirket på numre af flere metal navne, blandt andet Hatebreed og Obituary.


Ron Raphael Braunstein hedder manden bag Necro, han har en israelsk baggrund, men er født og opvokset i Brooklyn, New York, sammen med en rumænsk-født militær far og en ortodoks mor, som efter sigende bidraget til rapperens lyriske univers. Necro er aktuel med albummet med den dødsdømte titel "Die!", som udkom i år, og han har tidligere været i Danmark i 2007, hvor han besøgte Lille Vega.

Billetsalget starter i morgen den 8. september kl. 10.00 blandt andet via GAFFA Live, og koncerten finder sted lørdag den 4. december på Rust i København.

ANNONCE