Nyhed

René Dif samler 400.000 kroner på en uge

Aqua-rapper René Dif indsamler 400.000 kroner til kræftramte børn ved at gå fra København til Skagen

Aquastjernen Rene Dif har brugt hele sidste uge på at gå fra København til Skagen i bedste Forrest Gump-stil for at samle penge ind til danske børn med kræft. Gåturen er nu gjort op, og René Dif har i alt indsamlet et beløb på 400.000 kroner som går til Familier Med Kræftramte Børn.

I torsdags talte GAFFA med René Dif, da det var blevet Århus' tur til at få besøg af den bordtennisspillende musiker. Her fortalte han, at han havde samlet godt 250.000 kroner, men at beløbet er vokset til imponerende 400.000 kroner, må man sige er en bedrift.

Organisationen Familier Med Kræftramte Børn er ikke overraskende meget bejstrede for initiativet og for beløbet, og organisationsformand Kurt Hansen udtaler:


"For en mindre organisation som os betyder beløbet enormt meget - vi kan komme rigtig langt for de indsamlede penge. Vi er fantastisk glade."

Hele projektet har som sagt været stærkt inspireret af den Oscarbelønnede film "Forrest Gump" fra 1994 med Tom Hanks i hovedrollen. René Dif var klædt ud som Forrest Gump under hele turen som startede mandag den 30. august og sluttede lørdag den 4. september, og ligesom i filmen mødte folk støttende op og fulgte trop med René Dif på hans tur rundt om i Danmark.

Under turen fra København til Skagen har René Dif blandt andet besøgt Roskilde, hvor han modtog 50.000 kroner af Roskilde Festival. I Odense besøgte han indlagte kræftsyge børn på Odense Universitets Hospital. I Århus spillede han bordtennis foran Rådhuset, og stillede sig til rådighed for Århus Festuge. I Aalborg gik han på scenen som dommer i en stand-up konkurrence. I Horsens tog han et job som slagter i Danish Crown mod betaling. Og i Kolind, uden for Århus, spiste han aftensmad og overnattede hos en børnekræftramt familie, hvor han dagen efter fulgte kræftsyge Isabella på syv år til skole.


Der har været stor opbakning til projektet fra forskellige virksomheders side. Blandt de største bidragydere var Just Company, der leverede tøj til René Dif, så han lignede "Forrest Gump". Teleselskabet 3 bakkede op ved blandt andet at sponsorere iPhones.

Gåturen med Rene Dif er det første af i alt tre delprojekter i bankdirektør Lars-Christian Brask investeringsprojekt til fordel for Familier Med Kræftramte Børn. De andre delprojekter vil blive offentliggjort i løbet af efteråret og vil ligeledes involvere en række kendte danskere.

Se GAFFAs interview med popstjernen René Dif:


ANNONCE