Nyhed

Carpark North udgiver opsamling

Opsamlings-albummet "Best Days (Greatest & Live)" udkommer 1. november

Med 11 år på bagen, 3 albums og en god håndfuld bundsolide hit-singler (heraf hele fem gange Ugens Uundgåelige på P3) er det nu blevet Carpark Norths tur til at udgive en retrospektiv opsamling af det hidtil bedste materiale.

Albummet kommer til at hedde "Best Days (Greatest & Live)" og rammer gaderne til november, og mon ikke den finder vej ind under juletræet i mange af de danske hjem?

Foruden hits som: "Transparent And Glasslike", "Human", "Shall We Be Grateful", "Save Me From Myself" og "There's a Place" vil opsamlings-albummet også indeholde to helt nye numre, hvoraf første single "Burn It" er et nummer som sender en kærlig tanke tilbage til firser-blockbusteren "Frækkere End Politiet Tillader". "Burn It" udsendes også som single d. 13. september.


Udgivelsen kommer også til at indeholde en opsamling af det bedste fra Carpark Norths utallige koncerter i løbet af sommeren 2010, hvor bandet alene på Grøn Koncert tour spillede for op imod 200.000 danskere. Der ud over har bandet netop afsluttet en længere tour som support for 30 Seconds To Mars i henholdsvis Sverige, Finland, Norge, Østrig, Schweiz, Tyskland og Danmark.

Carpark North udsender "Best Days (Greatest & Live)" 1. november.

ANNONCE