Nyhed

Atlas inviterer til Forkert Folk Festival

Det nye århusianske spillested Atlas inviterer til Forkert Folk Festival den 13. - 15. september

Fra mandag den 13. september til onsdag den 15. september tager det nystartede århusianske spillested Atlas sin festivalmødom, når der bliver afholdt Forkert Folk Festival, hvor de præsenterer, hvad de i en pressemeddelelse kalder for "vakkelvorn folk".

Atlas skriver, at de i samarbejde med lydkollektivet LJUD, vil vise det århusianske publikum, at den usexede forestilling mange har om folkemusik, kan være alt andet end usexet, når Atlas' festivalmødom skal tages.

Fordelt over tre aftener, kan det århusianske publikum se frem til intet mindre end ti koncerter på det nyåbnede spillested. Som rent musikalsk indebærer en stor palette af kunstnere, der favner vidt, og til tider også gør greb udenfor folkemusikken.


Man kan således opleve alt fra teknisk sublim guitarspil ved James Blackshaw, over skæve, sjove og inderlige historier fremført på banjo ved Ralph White, til improviseret kult-psych ved Sunburned Hand of The Man. Hvis dette ikke fanger, og man til gengæld mere er til hypet, californisk sommerpop er dette repræsenteret ved Ducktails, ligesom Publicist står for den dansable og funky disco, mens Astral Blessing genfortolker den tyske krautrock.

Også det amerikanske band Tussle (billedet) gæster festivalen. Bandet blev anmeldt her på siden i 2005 med deres debut-album "Kling Klang", hvor GAFFAs Jakob Rosenbak skrev om bandets instrumentale punk-funk:

"'Kling Klang' er en ualmindelig dansabel plade, der praktisk taget tvinger én til at tappe med foden, rokke taktfast med hovedet eller bryde ud i spontan dans, når den flyder fra højttalerne."


Tussles seneste fuldlængde album "Cream Cuts" blev dog udgivet i 2008. Der er altså med andre ord lidt for enhver smag, når Forkert Folk Festival fra på mandag løber af stablen.

Har man lyst til at opleve Atlas og LJUDs fortolkning af folkemusikkens vidtspændende potentialer, kan der erhverves partout-billetter for 200 kroner, og endagsbilletter for 80 kroner via eBillet, ligesom det er muligt at købe billet i døren.

Læs mere om de optrædende kunstnere på Atlas' hjemmeside.


ANNONCE