Nyhed

Iron & Wine afslører titel på nyt album

Folkrockeren Sam Beam afslører album-titel på første egentlige album siden 2007

Den beskæggede folk-rocker Sam Beam, der udsender sine plader under navnet Iron & Wine, har netop offentliggjort titlen på sit kommende album, der forventes at udkomme i starten af 2011. Albummet kommer til at bære den hygiejniske titel "Kiss Each Other Clean", og det vil være den første egentlige plade, Iron & Wine har udgivet siden 2007.

I 2007 høstede Iron & Wine store roser for albummet "The Shepherd's Dog", som GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann gav imponerende fem stjerner, og kaldte for et "skønt inspireret brag af et folk-abum."

Efterfølgende blev der hevet en spand med b-sider og andre sjældenheder op af brønden, som resulterede i udgivelsen "Around The Well" fra 2009. Den var et fint plaster for såret, og GAFFAs Michael José Gonzalez kommenterede albummet som "et glimrende mellemspil". Det skal dog blive spændende at høre, hvad der er i vente næste år når "Kiss Each Other Clean" rammer butikkerne.


Iron & Wine turnerer i øjeblikket i Europa, der desværre ikke tager ham forbi Danmark. Kommer man derimod forbi Leeds, London, Düsseldorf, Zürich eller Luxembourg, bør man kigge nærmere på Iron & Wines hjemmeside for mere information om billetsalg til koncerterne.

Det forventes at "Kiss Each Other Clean" vil ligge klar i begyndelsen af 2011.


ANNONCE