"USADSB" i Superliga-klassen
Alt klapper tilsyneladende i takt for Nephew for tiden. Deres andet album "USADSB", der udkom onsdag d. 30. juni, er gået direkte ind som nr. 1 på den officielle danske top 40-hitliste og blev forudbestilt i 11.000 eksemplarer til udgivelsesdagen.
Det har næppe skadet salget, at Nephew har fået fornemme anmeldelser, både for albummet og for deres koncert på Roskilde Festival i lørdags i et proppet, begejstret Odeon-telt på Roskilde Festival med tusinder uden for teltdugen, selv om det var tidlig eftermiddag, og regnen væltede ned. Man fristes til at sige, at der er dømt "Superliga", for at citere en sangtitel på albummet.
GAFFA.dk fik fat i Nephew-trommeslager Søren Arnholt for at stille 100.000-kroners spørgsmålet:
Hvad så, havde I regnet med så stor succes som en debut som nr. 1?
– Nej vi har haft visse forventninger, efter at vores radiosingler "Movie Klip" og "En Wannabe Darth Vader" er blevet hits, men ikke ligefrem en førsteplads.
For et halvt år siden havde I ingen kontrakt, og så var der pludselig 14 selskaber, der kæmpede om jer. Hvad er der sket?
– Jeg tror, vi har ramt et eller andet i tiden, en ny stil, der er kommet efter Saybia og Carpark North, de sidste par års store danske hits. Måske fordi musikken er lidt mere fremadrettet og tempofyldt, og teksterne er på en blanding af dansk og engelsk.
Men jeres sanger Simon Kvamms succes i satireprogrammet Drengene Fra Angora på DR2, som nærmest har gjort ham til teenageidol, har vel også dryppet lidt på jer?
– Ja, og det er da også i orden. Det har nok fanget nogle ind i Nephews univers, men jeg tror kun, de bliver hængende, hvis de kan lide musikken.
Eneste anden nyhed på den officielle Top 40 er i øvrigt nogle af klynkerockens gudfædre (det var pænt ment), The Cure, hvis 12. studiealbum, der simpelthen bare hedder "The Cure", går ind på en 6. plads. Sidste uges lidt overraskende førsteplads, den "smalle" udgivelse "På Danske Læber" med fordanskninger af Leonard Cohen-sange med diverse kunstnere under ledelse af Nikolaj Nørlund, går ned på en 4.-plads.