x

Amy McDonald aflyser koncert i Amager Bio

Amy McDonald aflyser koncert i Amager Bio

Koncerten med den skotske sangerinde Amy Macdonald, der skulle have løbet af stablen den 21. september i Amager Bio, er blevet aflyst.

Begrundelse er ifølge Amy Macdonalds egen hjemmeside "uforudsete omstændigheder". Samtidig er der en undskyldning på hjemmesiden, samt garanti for en koncert engang i fremtiden - både i Danmark og i Sverige (hvor koncerten også er blevet aflyst).

Den 23-årige skotte, der har to albums i bagagen, gav senest koncert til Danmarks Smukkeste Festival, hvor hun modtog fire stjerner for sin koncert af GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt, som blandt andet skrev:

"I løbet af koncertens 75 minutter fik vi en nogenlunde ligelig fordeling af sange fra Macdonalds to album, hvor det stadig var numrene fra debuten, der tog flest kegler - ikke mindst "Mr. Rock And Roll", "Run" (der har en sjov musikalsk lighed med Gianna Naninis firserhit "I Maschi") og titelnummeret. Macdonalds stemme stod stærkt i lydbilledet, og hendes fem musikere gjorde et glimrende arbejde, men højdepunktet var faktisk den ene sang, Amy Macdonald gav alene på scenen med sin guitar - nemlig Bruce Springsteens klassiker "Born To Run". Her stod det virkelig klart, at Amy Macdonalds stemme er noget ud over det sædvanlige."

I foråret udgav Macdonald så sit andet album, "A Curious Thing", som er blevet en pæn succes, og som er lidt mere rocket end det folk-poppede, halvakustiske debutalbum "This Is The Life" fra 2007.

Arrangørerne oplyser desuden, at man kan få refunderet sine penge det pågældende sted man har købt dem. Det vides endnu ikke hvornår Amy Macdonald vil tage revanche på dansk jord.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA