x

Straight From The Harp varmer op for Kira

Straight From The Harp varmer op for Kira

Den Berlin-baserede duo Straight from the Harp varmer op for Kira & The Ghostriders, når spøgelsesrytterne er klar med endnu en Danmarksturné til oktober.

Straight From The Harp er en debuterende dansk duo, som anvender mundharpe, trommemaskinebeats og vokal som de eneste bærende elementer. Den danske duo beskriver selv deres lyd som bluesy og ensom pakket ind i elektroniske beats toppet med vokaler.

Duoen har siden 2008 været bosat i Berlin, hvor debutpladen "Rain Rain Down Down" fra i år også er både skrevet og indspillet. Debutalbummet fik følgende ord med på vejen af GAFFAs anmelder Erik Barkman:

"Konstellationen giver overraskende god mening, når "Rain Rain Down Down" først snurrer i cd-afspilleren. Titelnummeret lyder lidt hen ad Trentemøller-remixet af Bruce Springsteens "State Trooper". "Going Going" er Suicide med mundharmonika, "Rolling Home" spiller op til linedance på Crazy Daisy, og "Oderstrasse" vækker mindelser om The Blue Niles natblå, aristokratiske firserpop. Straight From The Harps udtryk kan godt blive lidt enstrenget nu og da - de har trods alt ikke voldsomt mange byggeklodser at variere deres udtryk med. Men alt er tilgivet, når smukke "My Instrumental Man" lukker albummet med dubbede synths og alvorsfuld mundharmonika. Lovende."

Siden debuten har Straight From The Harp spillet opvarmning for Under Byen, blevet nomineret til en Danish Underground Music Award i kategorien Alternative og spurgt en række danske og internationale kunstnere om at fortolke deres debutalbum, hvilket der efter sigende er kommet et spændende remix-album ud af, som udkommer senere på året.

Straight From The Harp består i sin fulde live-opsætning af Jarno Varsted (mundharpe, vokal, trommemaskine, keyboard), Lady Lützen (percussion, vokal, keyboard) og Adrian Aurelius (trommer - også trommeslager for The Raveonettes). Endvidere vil Jarno Varsted spille med som ekstra-guitarist hos Kira & The Ghostriders.

Kira udgav hendes seneste album den 6. september i år under titlen "Look Up Ahead", og den høstede fire stjerner, med mærkaten "Kuldslåede sange fra den ambitiøse sangerinde" af GAFFAs anmelder Jan Optrup Poulsen.

Kira og Straight From The Harp kan opleves til følgende koncerter:
21. oktober - Voxhall, Århus
22. oktober – Det Brunske Pakhus, Fredericia (Uden SFTH)
23. oktober – Studenterhuset, Aalborg
28. oktober – Fermaten, Herning
29. oktober – Stars, Vordingborg
30. oktober – Lille Vega, København

Hør Straight From The Harps musik på deres Myspace-profil, og Kira & the Ghostriders her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA