x

The Charlatans-trommeslager kollapsede på scenen

The Charlatans-trommeslager kollapsede på scenen

Den engelske gruppe The Charlatans er lige nu på turné i USA, men onsdag 15. september måtte bandet afbryde en koncert i Philadelphia på spillestedet Johnny Brenda's, da trommeslageren Jon Brookes (nummer to fra venstre) tidligt i koncerten kollapsede og holdt op med at trække vejret.

Heldigvis var der en læge tilstede blandt publikum, der kom på scenen og gav førstehjælp, så Brookes igen trak vejret, da ambulancefolkene ankom til spillestedet. De tog trommeslageren med på hospitalet, hvor han blev scannet, og ifølge en meddelelse på bandets officielle webside er han efterfølgende blevet flyttet til et større hospital, hvor der skal tages flere prøver. Brookes skulle dog efter omstændighederne have det godt, men bandet er dog blevet nødt til at aflyse to koncerter.

The Charlatans udsendte tidligere på måneden albummet "Who We Touch" og rammer i slutningen af måneden igen Europa, hvor de skal turnere frem mod starten af december, uden dog at komme forbi Danmark.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA