Nyhed

Macy Gray gæster Esbjerg

Den amerikanske soul-sangerinde besøger det vestjyske i starten af december

Den amerikanske sangerinde Macy Gray gæster Musikhuset Esbjerg den 2. december i år. Det gør hun med sit seneste album, der bærer den selvransagende titel "The Sellout", i bagagen. Albummet udkom i juni i år, og det er r&b-kunstnerens femte studiealbum, siden hun satte karrieren i gang i 1999 med debutalbummet "On How Life Is".

Debutalbummet indeholdt Macy Grays største hit til dato "I Try", som resulterede i, at sangerinden modtog 'Best Female Pop Vocal Performance'-prisen til Grammy-awards i 2001, ligesom hun var nomineret til både 'Record Of The Year' og 'Song Of The Year'.

"The Sellout" fra i år kastede fire stjerner af sig hos GAFFAs anmelder Sohail Hassans. Han pointerede blandt andet, at Macy Gray har haft problemer med at finde frem til et originalt udtryk siden debutalbummet, og han skrev yderligere:


"Med dette femte album gør hun (Macy Gray red.) det modsatte af, hvad titlen kunne lede tankerne hen på. Hun sælger nemlig ikke ud ved at prøve at følge opskriften på succes med kendte producere, kendte gæster og udstråle det, de unge vil ha'. Hun mener, at det måske var den afvej, som ledte hende væk fra succesen. På det nye album forsøger hun at vende tilbage til sig selv og den singer/songwriter-stil, hun debuterede med. Det er en sandhed med modifikationer, da masser har hjulpet til. Ikke desto mindre må hun have gjort noget rigtigt. Der er i hvert fald en del rigtigt solide og originale numre på dette album."

Macy Gray gæstede sidst Danmark i 2009, hvor hun både besøgte Århus og København, og hun fik imponerende fem stjerner af GAFFAs Anders Hjortskov for sin optræden i Århus. Denne gang er der dog umiddelbart kun lagt op til den ene koncert i Esbjerg, da hendes Europa-koncertprogram ser noget pakket ud.

Med 15 millioner plader solgt og et solidt album i frisk erindring er der således lagt op til en stor oplevelse, når Macy Gray går på scenen i Musikhuset Esbjerg den 2. december. Billetsalget starter på mandag den 20. september kl. 13.00 via GAFFA Live eller Musikhuset Esbjerg.


ANNONCE