Nyhed

Bluesfesival til Horsens

For femte gang er Blueskartellet i Horsens klar med en to-dags Bluesfestival, som blandt andet byder på The Animals og Mud Morganfield

Foreningen Blueskartellet har igen i år stået for at arrangere Bluesfestivalen i Horsens. De har netop annonceret, at der både vil komme nye og garvede blues-navne fra ind- og udland, og festivalen finder sted den 5. og 6. november med musik både på Horsens Ny Teater og Kulisselageret.

"Det er femte gang, Blueskartellet i Horsens kalder til festival, og vi er stolte af at kunne præsentere det stærkeste program til dato. Der er virkelig lagt op til to gyngende dage, hvor der vil være konstant blues skiftevis på teatret og på Kulisselageret", siger formanden for Blueskartellet Carsten Mellson i en pressemeddelelse.

Topnavnet i år er The Animals, som har været ambassadører for blues-rocken siden gennembruddet med "House of the Rising Sun" i midten af tresserne, men kvartetten står også bag store hits som "We've Gotta Get Out of This Place" og "Bring It on Home to Me". To af bandets medlemmer, John Steel (trommer) og Mickey Gallagher (keyboards) har været med siden dengang, og de bakkes op af de rutinerede Peter Barton (bas) og Johnny Williamson (guitar). De fire Animals gæster festivalen lørdag aften.


Et andet af årets trækplastre har bogstaveligt talt fået blues-bacillen i barselsgave. Mud Morganfield er ældste søn af legenden Muddy Waters, som var ophavsmand til den elektriske Chicago-blues og dermed inspiration for en lang række store navne som The Rolling Stones, Bob Dylan og AC/DC. Mud Morganfield skal efter sigende føre sin fars arbejde og tradition videre helt op til i dag.

Fra den britiske blues-scene kommer Connie Lush, som hele fem gange er blevet kåret til årets kvindelige blues-sanger af læserne af Blues in Britain. Læserne er ikke ene om roserne idet B.B. King har udtalt at: "den kvinde får mit hjerte til at synge".

Der kommer også stjernedrys fra den danske blues-scene. Det sker med trioen Midnight Blues, hvor bassisten Carsten Olsen er bedst kendt som Den Skaldede Kok, både fra tv og kogebøger – men musikalsk er hans livret altså den energiske boogie-blues, som han serverer i selskab med Peter Domtorp på guitar og den tidligere Gasolin'-trommeslager Søren Berlev på trommer.


Ud over de nævnte kommer (fra USA) Alan Haynes (billedet) fra Texas, Hamilton Loomis fra samme stat samt Louisiana Red fra Alabama, som åbner festivalen fredag med en intim-koncert i teatrets Kvium-sal.

Igen i år slutter begge blues-dage af med et afterparty på Kulisselageret. Fredag med Bruuns Bluesband og lørdag med Bluespower. I år foregår festivalen i et tæt samarbejde med Horsens Ny Teater og Kulisselageret, og koncerterne foregår skiftevis enten i teatrets store sal eller på kælderscenen med en enkelt afstikker til Kvium-salen fredag.

"Det er et samarbejde, vi sætter meget stor pris på, for det giver os optimale betingelser til at præsentere musikken. Og i år bliver der endnu mere festival-atmosfære – vi har næsten 20 timers uafbrudt blues-musik på Horsens Ny Teater og på Kulisselageret, og publikum kan bevæge sig fra den ene scene til den anden. For Blueskartellet er Bluesfestivalen årets suverænt største arrangement, og vi håber, at der igen i år vil komme masser af blues-glade gæster – ikke blot fra Horsens, men også fra resten af landet", siger Carsten Mellson.


Bluesfestivalen løber af stablen den 5. og 6. november, og billetsalget til Bluesfestivalen 2010 åbner i næste uge. De kan blandt andet købes via GAFFA Live eller fra Horsens Ny Teater. Det nærmere program vil om kort tid kunne ses på www.hnt.dk samt www.blueskartellet.dk.

ANNONCE