x

Crystal Castles-koncert bliver flyttet til større lokaler

Crystal Castles-koncert bliver flyttet til større lokaler

I juni måned blev det offentliggjort, at det anmelderroste elektroniske orkester Crystal Castles gæster København den 17. november i år.

Billetsalget er imidlertidig gået så godt, at arrangørerne har valgt at afvikle koncerten i Store Vega istedet for Lille Vega. Det betyder, at billetter der er købt til Lille Vega, nu giver adgang til koncerten på Store Vega i stedet. Det betyder ligeledes, at der er en god mængde ekstra billetter til salg.

Bandet gæstede sidst Danmark under Beat Day sidste år (Se billedet), hvor GAFFAs anmelder Simon Christensen udstedte en "Epilepsiadvarsel i canadiernes ekstreme Atari-inferno". Duoen er nemlig kendt for et kaotisk og ekstremt energisk live-show.

Crystal Castles har ligeledes høstet to fem stjernede anmeldelser for deres to selvbetitlede albums fra henholdsvis 2008 og 2010. Om det seneste album skrev GAFFAs anmelder Jesper Buhl:

"Duoens sammensatte udtryk forener det underholdende med det udfordrende, hvilket altid er en god ting, og med numre som det sofistikerede "Violent Dreams", det top-smadrede og støjende gysertrack "Fainting Spells" og det helt suveræne "Year Of Silence" er der al mulig grund til at udforske de canadiske krystalslotte."

Du har hermed mulighed for at se, om duoen, der live bliver udvidet til en trio, kan leve op til deres flotte anmeldelser, eller om der vil blive udstedt endnu en epileptisk advarsel.

Koncerten finder sted den 17. november på Store Vega i København, og billetter er tilgængelig via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA