x

Spektrum letter anker

Spektrum letter anker

Efter atten år i Århus Havn letter den gamle Kalundborg-færge nu anker for at flytte festen til andre dele af Danmark og Skandinavien. Meldingen kommer mindre end et halvt år efter færgen genåbnede under navnet Spektrum, efter den siden 1995 har fungeret som diskotek under navnet M/F Broen.

I en pressemeddelelse forklares flytningen af båden således:

"Efter nogen tids overvejelser har man nu i ledelsen truffet beslutningen om at den gamle Kalundborg- færge ikke længere skal nøjes med at sprede glæde i Århus, men at skibet rammer langt større potentiale og opbakning andet steds. Samtidig må man også erkende at der er noget om snakken, hvad angår tiltrækningen til Århus havn. Man har på samme måde som Studenterhus Århus oplevet hvor svært det kan være at få det festglade publikum ned på havnen. Med det kommende initiativ om at gøre vilkårene for caféerne endnu bedre end de i forvejen er i Århus, går nattelivet i Århus en svær tid i møde, hos dem der har specialiseret sig i natklubdrift".

Planen er nu i stedet at lade den flydende natklub besøge forskellige havne med et fast mandskab ombord. Først skal den nylig renoverede færge dog lige have en tur mere, og derefter sættes der altså metaforiske sejl mod nye horisonter i både ind- og udland.

Men inden da afholder man lørdag 25. september en afskedsfest med titlen Skibet Skal Sejle I Nat, hvor en række ikke offentliggjorte kunstnere vil dukke op og underholde. Arrangementet starter klokken 23:00.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA