Nyhed

Annasaid høster succes i Holland

Hollandske 3voor12 udnævner Annasaids debutalbum til Album Of The Week

De danske math-pop fyre fra Annasaid har netop modtaget et stort anerkendende skulderklap fra Holland. Sidste år fik gruppen chancen for at opvarme for britiske Florence And The Machine i Amsterdam, og efterfølgende skrev gruppen kontrakt med det hollandske selskab Suburban Records. Og nu er der endnu mere succes på vej.

Debutalbummet "Jua" er netop blevet udnævnt som Album Of The Week hos den hollandske mediemastodont 3voor12 (Tv, Radio, Web red.) - til trods for, at albummet først udkommer 24 september i Belgien, Holland og Luxembourg.

Også de hollandske musik-sites emmer af positive udtalelser om bandets debutalbum. Her skriver 3voor12 således om Annasaid:


"Der var et tidspunkt, hvor Bloc Party stadig lavede kompakte og intelligente popsange. Det holdt dog ikke længe. Allerede på album nr. 2 besluttede britterne, at deres musik ikke havde brug for flere ingredienser. Men i slipstrømmen på dem opstod der andre bands, som fyldte hullet med ny lyd. Et band som Foals er et eksempel - og nu, fem år efter Bloc Partys debut - dette unge danske band."

Det hollandske musik-site Roar E-Zine skriver således:

"Det er sådan at Holland ikke rigtigt har set sig varm på math-pop endnu, men Jua indeholder også nogle gode single-kandidater. Et nummer som 'Marathon' har et refræn i stil med Bloc Party, som de nu i årevis desværre ikke har lavet. Et helstøbt album. I november er de endnu engang at finde på disse kanter."


Den stigende opmærksomhed i Holland får nu bandet til at kvittere med et par ekstra koncerter i Holland, som en udvidelse af deres Englands-turné.

Første stop på vejen er dog til genåbningen af Stengade i København, hvor bandet vil kunne opleves før de drager til England og Holland.

Bandets koncertkalender ser derfor ud som følger:


01. oktober, Stengade, København

17. oktober, Spanky Van Dykes, Nottingham, UK
18. oktober, The Well, Leeds, UK
19. oktober, Soundhouse, Leicester, UK
20. oktober, Hoxton Bar + Kitchen, London, UK
21. oktober, Kraken Wakes, Portsmouth, UK

24. november, Ekko, Utrecht, NL
25. november, Patronaat, Haarlem, NL
26. november, Asteriks, Leeuwarden, NL

ANNONCE