Nyhed

Nye U2-sange stjålet

Cd med nyt materiale forsvundet under fotosession i Nice

Det meste af i år har U2 arbejdet på deres nye album, der har fået arbejdstitlen "Vertigo". Men under en fotosession i Nice tirsdag forsvandt en cd med nye sange til det kommende album.

Det franske politi undersøger i øjeblikket sagen, og har foreløbigt afhørt 20 personer, der var til stede under fotooptagelserne. Det ligger endnu ikke fast, om cd’en er blevet stjålet.

Guitaristen The Edge har udtalt: "En stor del af to års arbejde i form af et rundt stykke plastic er blevet stjålet. Det er svært at tro på, men det er det, der lige er sket for os …. Og det var min cd."


"Indspilningerne af albummet er gået så godt, og bandet er så spændt på dets release. Det ville være en skam, hvis ufærdigt arbejde kom i de forkerte hænder," har bandets manager Paul McGuinness udtalt.

U2 havde netop færdiggjort størstedelen af indspilningerne i Dublin, og var i Frankrig for at tage promotionsfotos. Albummet er fastsat til at udkomme i november, og vil blive fulgt op af en stor turné.

ANNONCE