x

Komplet Duran Duran-gendannelse ER nu bekræftet

Komplet Duran Duran-gendannelse ER nu bekræftet

Firserbandet over dem alle – i det mindste på popfronten, Duran Duran, bekræfter nu på deres officielle site, www.duranduran.com, at der bliver tale om en gendannelse, samt at gendannelsen bliver med alle de oprindelige medlemmer: Nick Rhodes, Simon LeBon, John Taylor og Andy Taylor. Det er første gang i 15 år bandet stiller op i dén formation. Ifølge Rhodes og LeBon, er ”alle bandets medlemmer meget spændte over det nye projekt”.

Det Duran Duran som i øjeblikket har en serie koncerter kørende i Japan – og som består af Rhodes, LeBon og guitarist Warren Cuccurullo – vil blive opløst straks efter touren i det asiatiske.

LeBon og Rhodes forklarer nemlig på sitet: ”Som mange fans og mediearbejdere har gættet i de senere måneder, er der en dyb forandring på vej – i selve bandets (Duran Duran’s) hjerte. Historien om Duran Duran bevæger sig nemlig over i næste kapitel. Vi skal samles igen – alle sammen – efter 15 år. Det er noget vi alle glæder os intenst til, for der har altid været en helt utrolig kemi og musikalsk energi imellem os, når vi har været samlet. Vi er derfor meget spændte”.

Så mangler vi bare, at Pisang Ambon og lyserøde blazerjakker med EKSTREMT store skulderpuder i, også vender tilbage ...


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA