x

Volbeat topper hitlisten

Volbeat topper hitlisten

Det har ikke været de store udskiftninger, man har set på hitlisten i de seneste uger. Men i denne uge er der hele fem nyheder i top ti, hvor to af dem, inklusive topplaceringen, er fra Danmark. Øverst på listen finder vi nemlig Volbeat, der er ugens nummer et med "Beyond Hell/Above Heaven".

Dermed fortsætter hitlistesuccessen for Michael Poulsen og resten af Volbeat, der til oktober sætter gang i en længere Europaturné, der også inkluderer danske datoer til november. Bandet får følgeskab i toppen af Linkin Park, der er en nyhed på andenpladsen i denne uge med deres album "A Thousand Suns".

Rasmus Seebach forvises dermed til tredjepladsen i denne uge, og lige bag ham er endnu en nyhed. Igen er der tale om dansk musik, for på fjerdepladsen finder man Michael Falch, som er aktuel med albummet "Hele Vejen / 1980 - 2010", der samler det bedste fra solokarrieren samt tiden med Malurt.

På femtepladsen finder vi en tidligere etter i form af Eminem, som er sidste navn i top fem med albummet "Recovery".

Men det er bestemt ikke slut med nyhederne i top ti. For på sjettepladsen ligger Phil Collins, som netop har udsendt albummet "Going Back" og på en tiendeplads finder vi Grinderman, som er aktuelle med albummet "Grinderman 2".

Der er også udskiftninger i anden halvdel af top tyve, hvor danske The Blue Van har lagt sig på en 17. plads med deres fjerde album, som har fået titlen "Love Shot". Lige i hælene på dem kommer Robert Plant med albummet "Band Of Joy", og sidste nyhed i top tyve er The William Blakes, der ryger ind på plads nummer 19 med "The Way Of The Warrior".

Der er derudover fire nyheder i nederste del af top fyrre, hvor den højstplacerede kommer fra Everybody's Talking, der ligger på en 22-plads med albummet "Now We're Talking". På den følgende plads finder vi Leonard Cohen, der er aktuel med albummet "Songs From The Road".

De sidste to nyheder på ugens liste er henholdsvis Röyksopp-albummet "Senior" på en 30. plads og "Camp Rock 2 - Final Jam" på en 36. plads.

Se hele ugens hitliste hos Hitlisten.nu.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA