Nyhed

Efterklang dokumenterer tour med akkord-dagbog

Det danske orkester er på en amerikansk turné, hvor de har erstattet en klassisk dagbog med en ny akkord i hver by

"Chords" er navnet på Efterklangs seneste projekt. Det er en såkaldt akkord-dagbog, som bandet laver sideløbende med deres turné på den anden side af Atlanten. I stedet for en gammeldags dagbog eller tonsvis af fotos, så dokumenterer de deres amerikanske turné med akkorder. Rasmus Stolberg fra bandet beskriver projektet således:

"Hver eneste dag optager vi en akkord i den by, vi er i. Der er ikke rigtig andre regler, og indtil videre inkluderer videoerne både helikoptere, Harleys, publikum og babyer." Derudover kan det tilføjes, at bandet blandt andet bruger vandhaner, guitarer, stemmer, synthesizers og meget mere som lydkilder i videoerne.

For eksempel synger forsanger Casper Clausen i Vancouver over én tone: "I'm On A Street In Vancouver - Going to Media Club", mens han går ned ad gaden. Der møder han en anden, der synger det samme med en ny tone. De fortsætter ind på spillestedet, Media Club, hvor resten af bandet holder en anden akkord. På den måde får man et lille indblik i bandets hverdag på en lidt alternativ måde.


Bandet har haft et tætpakket program i det amerikanske siden starten af september, og det har de måneden ud. Hen over sommeren spillede de på de fleste større danske festivaler, ligesom de skal optræde til Iceland Airwaves i oktober.

Kvartetten var senest aktuelle med albummet "Magic Chairs", der udkom i februar i år. Den høstede her på siden fem stjerner af GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez:

"'Magic Chairs' er stort set én lang stjernestund, hvor højdepunkterne er mange og langvarige, og den skønhed, der alle dage har kendetegnet orkestrets musik, er på ingen måde blevet mindre siden debuten."


Check Efterklangs akkord-dagbog ud på deres Flickr-profil, og se datoer på resten af deres amerikanske turné på efterklang.net. Bandet kan opleves i det danske igen i starten af november, hvor de gæster Århus, Fredericia og Kolding den 4., 5. og 6. november.

ANNONCE