Nyhed

Prince udsolgt i København

Der er stadig ledige billetter til koncerten i Herning

Her til formiddag klokken 10 åbnede billetsalget til Princes to danske koncerter i henholdsvis Forum i København 20. oktober og MCH Herning Arena 22. oktober. Og ifølge Christian Goldbach fra koncertarrangøren ICO gik der cirka 40 minutter, inden koncerten i København blev udsolgt.

Der er stadig ledige billetter i Herning, men hvor mange der er tilbage, kan ICO pt. ikke oplyse.

GAFFA oplevede ved selvsyn, at det var ganske svært, til tider umuligt, at komme ind på Billetnets hjemmeside og videre til billetsalget her til formiddag fra kort før klokken 10 og cirka en time frem.


På Billetnet.dk kan man i øvrigt skrive sig på en venteliste til koncerten i København.

Opdatering:

GAFFA har nu fået fat i Billetnets direktør Jakob H. Lund, der har følgende kommentar til billetsalget:


- Vi har oplevet, at der er nogle ting, der har fungeret, og nogle ting, der ikke har fungeret. De folk, der har kunnet komme ind på siden, har kunnet købe billet uden problemer, men der er en del, der ikke har kunnet komme ind eller har måttet vente længe på det. Billedlig talt kan man sige, at der har været problemer med at komme ind i butikken, men når man er kommet ind, har man kunnet komme hen til kasseapparatet og igennem kassen uden problemer. Men det er selvfølgelig ikke godt nok, hvis man ikke kan komme ind, og det vil vi forsøge at forbedre inden kommende koncerter.

Kan I sige noget om, hvor mange der har forsøgt at komme ind på jeres site, da billetsalget åbnede klokken 10?

- Ikke endnu. Det har vi et overblik over om 1-2 dage.


ANNONCE