x

GAFFA oktober er på gaden

GAFFA oktober er på gaden

Så er årets tiende GAFFA på gaden. 80 sider sprængfyldt med interviews, features, anmeldelser, nyheder og livekalender.

Oktober måneds hovedhistorie gælder De Eneste To, alias Simon Kvamm og Peter Sommer, som er aktuelle med deres fælles debutalbum. Mød de to midtjyske sangskrivere til en snak om Gud og Fanden, egoisme og næstekærlighed, kæphøj selvsikkerhed og dyb tvivl og om alle nuancerne mellem de dualistiske modstillinger.

Sys Bjerre er tilbage med sit andet album efter at have fået enorm succes med debuten – en succes, der var ved at få bugt med hende, fordi hun pludselig blev lidt for kendt, fortæller hun.

Kings Of Leon er klar med deres første album efter det helt store gennembrud med deres fjerde album. Bandet fortæller blandt andet, at de ikke fatter en brik af deres store succes, da de bare gjorde det, de altid har gjort.

Jacob Bellens har succes både med I Got You On Tape og Murder, som nu er aktulle med deres tredje album. Vi har mødt den musikalske ener, der helst ikke vil kaldes indie.

The William Blakes er aktuelle med deres tredje album på tre år. Vi har mødt gruppens alt andet end fåmælte frontfigur Kristian Leth, der blandt andet fortæller, at han synes, mange af hans danske kolleger er klynkende dovendyr.

Tina Dickow er vendt tilbage til Danmark og er klar med sit første opsamlingsalbum. Vi har mødt hende til en snak om at gøre musikalsk status.

Figurines er tilbage med deres fjerde album, men har mistet to medlemmer siden sidst. Vi har mødt gruppen, der har oplevet op- og nedture, men fortsat kæmper videre.

Teitur er klar med sit femte album, har forbindelser til nogle af verdens største rock- og popstjerner og er aktuel med en sang på Seals nye album. Vi har mødt ham til en samtale om det hele.

I serien om musikkens æstetik sætter vi denne gang fokus på det kvindelige udtryk, som kan være ganske forskelligartet - fra Annika Aakjær til Lady Gaga.

Derudover kan du også møde Kill Screen Music, Giana Factory, Agnes Obel, Chimes & Bells og mange andre, ligesom du kan læse om den "Natholdet"-aktuelle studievært Anders Breinholts forhold til musik i vores serie "Finale".

Du kan desuden, hvis du er medlem af Klub GAFFA, læse et stort portræt af Talking Heads i anledning af 30-året for udgivelsen af deres stilskabende mesterværk "Remain In Light". Du kan også læse eksklusivt interview med Courtney Love og en artikel om genudgivelsen af Miles Davis' klassiker "Bitches Brew". Læs mere om tillægget, de mange fordele og konkurrencer hos Klub GAFFA.

Derudover kan du som altid finde masser af nyheder, anmeldelser og omtaler. Så find GAFFA på en café, et bibliotek, en plade-/musikforretning eller en uddannelses- eller kulturinstitution nær dig, eller læs bladet online. God fornøjelse med oktober-udgaven af GAFFA!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA